Springreglementet for 2019 er klar og kan ses på rideforbundets hjemmeside. Er du ponyspringrytter, skal du være opmærksom på, at du for at avancere fra rytterkategori 1 til 2, fremover skal opnå minimum to resultater med karakteren 8 (eller over) i stilspring. Til gengæld er reglen om obligatorisk stilspringning eller metode B0 i sværhedsgrad 0 i ponyklasser ved D-stævner fjernet fra 1. januar 2019.
Rideforbundet har oplevet, at der er misforståelser omkring D-licens og forskellen på D/E klasser (stævner). Det står klubberne frit for at afholde E-klasser til D-stævner – så længe sværhedsgraden bliver på 0 – og i de tilfælde er det ikke et krav at rytterne, der rider E-klasser skal have en licens.
Til gengæld har bestyrelsen besluttet, at der fra 1. januar 2019 til E-stævner må deltage 6 klubber - den afviklende klub plus 5 inviterede – mod hidtil 3 klubber. Det er stadig kun tilladt at afvikle klasser i sværhedsgrad 0 (undtaget er klubmesterskab og opvarmningsklasse til dette).