Info fra DRF - stævneåret 2019

Vi er nu i stævneåret 2019, og I forlængelse af 2019 reglementerne er her ridset de væsentligste ændringer op, som har direkte indflydelse for klubberne:

E-stævner: Fra 1. januar 2019 er det blevet besluttet, at E-stævner går fra de nuværende 3 tilladte deltagende klubber, til 6 deltagende klubber - Den afviklende klub plus 5 inviterede. Det er stadig kun tilladt at afvikle klasser i sv.grad 0 (undtaget er klubmesterskab). Der er desværre nogle eksempler på klubber (sikkert i andre distrikter), der afvikler klasser af langt højere sv.grad end 0. Derfor vil administrationen i rideforbundet begynde at foretage stikprøver af E-stævnerne, for at løse denne misforståelse.

Metoder benyttet til springklasser: Fra årsskiftet er kravet om obligatorisk stilspringning i sværhedsgrad 0 i ponyklasser ved D-stævner fjernet. Til gengæld er der indført en regel for ponyryttere om, at de for at avancere fra rytterkategori 1 til 2 skal opnå mindst 2 resultater med karakteren 8 (eller over) i stilspringning i sværhedsgrad 1. Der vil altså være behov for, at klubberne afvikler ponyspringklasser i sværhedsgrad 1 som stilspringninger på C-plan, så det håber vi, I vil hjælpe med at rådgive klubberne om.

Turneringer i dressur på C-plan 2019
Som i de foregående år vil rideforbundet gerne have jeres hjælp til planlægningen af årets turneringer i DRF-regi.

I 2019 vil der igen være 2 turneringer i dressur, der afvikles på C-plan rundt om i landet. Hvis det har interesse i klubben, så meld hurtigst muligt ind til distriktsformanden med ønsket, herunder dato for afholdelse. Det skal ske senest d. 21. januar 2019.

Derefter laver rideforbundet den endelige plan og sender ud til distrikterne – hvis der mangler arrangører til at afvikle turneringer efter ovenstående dato, forsøger rideforbundet at kontakte klubber direkte for afvikling.

Dressurens Venner Cup
6 kvalifikationer fordelt over landet i perioden 26. april til 18. august.
DRF Dækker doteringer og rosetter. Arrangør skal selv stå for dommerudgifter.
Turneringen er en holdturnering i LA2 og erfaringen viser at der kan være alt mellem 4 og 14 hold tilmeldt pr. kvalifikation. Klubben skal have et sekretariat der kan håndtere holdklasser.

Stil Cup
5 kvalifikationer i alt, fordelt på 2 i Jylland, 2 på Sjælland og 1 på Fyn i perioden 26. april til 11. august
DRF dækker doteringer og rosetter. Arrangør står for dommerudgifter til ordinær dommer. Stildommerens udgifter dækkes delvist af DRF.
Cuppen foregår i LB3 for ponyer og der er fokus på rytterens stil. Der er en ordinær dommer samt en stildommer til klassen. DRF anviser begge disse.

 

Ser frem til at høre fra jer.